Håndværkets Filosofi - 1. Opbrud
Håndværkets Filosofi - 1. Opbrud
Gennem tiden er håndværket blevet anset som uforeneligt med et åndeligt, hæderligt og frit liv. Fra Platon og Aristotles, samt andre antikke grækere, måtte man forstå at det frie, tænkende og intelligente menneske, var et der afsatte tid til kontemplation, fordybelse og de boglige dyder. Disse mænd var imidlertid finansieret af aristokratiet og levede desuden i en tid, hvor håndarbejde nok har været delvist uforeneligt med kontemplation, da arbejdsugerne må antages at have været slidsomme.
I dag er sagen en anden, men fortidens holdninger til arbejdet kan fortsat spøge i vores opfattelser. Den adelige stand er skiftet ud med det fine og mindre fine borgerskab bestående hovedsageligt af kapitalister, købmænd, arv og disses ihærdige støtter. Håndarbejdet lider stadigt under fordomme om lavere intelligens og lavere værdiskabelse end ‘finere' erhverv såsom jura, statskundskab, økonomi og lignende.
Vi ophøjer enkelte kunstarter, eller måske rettere kuntsnere, der udarbejder håndværk i ekstraordinær kvalitet. Nogle, som fx den udprægede kunst, bruges som økonomiske passiver, ego underbygning og statussymbol. Håndens arbejde anses her også som sjælens og rationalets. Fra Da Vinci til Kvium, her kan håndens arbejde lønnens godt. Det er dog et fåtal der kan leve stort på dette, understøttet af en økonomisk elite der kan finansiere det.
Men i mere udbredt forstand, hvorfor anses da håndværk ikke som noget for mennesker med forkærlighed for sprog, ånd, viden og rationale? Og hvis det gør, hvorfor er denne sjældent den oplagte eller førstvalgte? Vi kommer naturligvis af generationer af nedslidte mennesker, der har ønsket et andet liv for deres efterkommere, men springet har måske været for kollosalt. Håndværkeres børn er gledet ind i den akademiske, økonomiske og intelektuelle strøm og har efterladt dem tilbage, der ikke kunne følge med toget. Vi har nu færre nedslidte, men opdeler i stor grad fortsat erhverv der beskæftiger sig med ‘viden’ og med ‘håndarbejde’.
Jeg ønsker mig en fremtid, hvor disse skel blødes alvorligt op. Hvor håndarbejde engang var blokade for den frie tanke, kontemplationen og filosofien, vil jeg argumentere at det idag frigører den. I mødet med den fysiske, analoge verden findes tid væk fra distraktioner, som plager det vidensbaserede arbejde. I de til tider langsomme processer får vi plads til at reflektere over livet, vores verden og meningen i vores arbejde. Frem for at være adskilte i digitale kasser, i de ellers så åbne kontorlandskaber, har vi muligheden for at dele og udvikle ideer i værkstedet, i bilen og på pladsen.
Vi lever i en tid hvor nogle bliver nedslidte, mange bliver stressede og flere bliver udbrændte. Måske er tiden til, at vi sløjfer skel, grundlagt i det antikke Grækenland, udvider forståelsen af - og værdien i - et liv der rummer både hånden, hovedet, sjælen og kreativiteten. Et liv hvor vi understøtter vores vidensarbejde med håndarbejdet. Hvor pædagogen og forskeren eller tømreren og produktudvikleren smelter mere sammen. Og ikke kun i efteruddannelser, men i praxis, i det daglige virke. Tømreren kan velsagtens blive bygningskonstruktør, men hvorfor er disse to fag så adskilte i deres udlevede liv?
Vi er så besat af tanken om effektivisering, at vi opdeler og katagoriserer arbejde i et væk. Vi håber, at hvis man laver færre forskellige opgaver, så bliver alle hurtigere. Men hvor ofte løber vi ikke ind i kollosale forståelsesgab, når den ene specialist skal overdrage information til den anden? Hvorfor er det ikke oftere den der tegner, der også udfører? Hvorfor deler vi opgaverne op på tværs, når vi kunne dele dem på langs? Altså at vi istedet for at skifte hænder for fase, følger flere faser, flere mennesker. Større overlap, mere generalisme, men også mindre forståelsesgab og mere integration, gensidig faglig respekt og løsere opdelinger.
Jeg drømmer om en verden, hvor håndværksskolerne har boglige linjer og universiterne håndværksfag. Der var engang hvor arkitekter skulle være udlærte håndværkere, det var måske ikke helt så dumt igen. En verden hvor vi bruger alle vores evner, hvor vi følger større dele af de processer vi indgår i, og derigennem finder en større mening med vores funktion. Hånden og hovedet er af samme krop, det kunne vi afspejle tydeligere i vores samfund.
Hector Grønborg
