Håndværkets Filosofi - 2. Fagbevægelsens stagnering
De gule har indhentet de røde og begrundelsen for de røde fagforeninger mister tilsyneladende fodfæste i en mere og mere foranderlig verden.
Meget kan siges om de parasitiske gule fagforeninger, der måske nærmere skulle kaldes forsikringsselskaber, men jeg er mere interesseret i at diskutere hvad fagbevægelsens næste skridt skal være.
Svaret for mig er entydigt og stjerneklart; demokratiske virksomheder.
Men først lidt kontekst.
Fagbevægelsen har kæmpet med næb og klør for at få de økonomiske rammer sat op i et nogenlunde solidarisk samfund. Mange tilskriver fx industrialiseringen, internettet eller andre revolutioner i sig selv at have skabt velstand, men faktum er, at den velstand var forblevet hos den superrige elite, hvis ikke det var for de utallige folk der har krævet ordentlige vilkår, løn og arbejdsmiljøer.
Ser man på den industrielle revolution i England fx så var det fabriksejerne der blev styrtende rige, mens folk blev mast sammen i byer der hverken havde infrastruktur, eller kultur, til at bære den hurtige omvæltning. Folk boede usselt i store slumkvarterer og arbejdede nu mere end de nogensinde havde gjort som bønder.
Uden fagbevægelsen, var det så nogensinde blevet bedre? Nok ikke, når man ser den massive modstand fagbevægelserne rundt om i verden har skullet bekæmpe. Vi snakker ikke blot offentlig debat, men også uhyrlige mængder af politisk vold.
Nu kommer AI muligvis og bliver den næste store bølge. Dinero har ansættelsesstop, Microsoft og Meta fyrer og OpenAi, der snakker om 4 dages arbejdsuge, fyrer store dele af staben og tvinger resten til 12 timers arbejdsdage. Hmmm.
Den økonomiske top kommer aldrig til at tilbyde os det gode liv sovende, så havde Jeff Bezos’ ansatte nok bedre arbejdsforhold og Elon Musk havde ikke travlt med ‘Union Busting’. Vi er nødt til at kæmpe for vores rettigheder, det har vi altid været nødt til, revolutioner giver ikke afkast til almindelige mennesker medmindre vi kræver det.
Fagbevægelsen er ikke længere rustet til omvæltningen i min optik, ej heller til at imødekomme de nye ønsker og krav folk i stigende grad har. Mere medbestemmelse, mening og ‘impact’ i deres arbejdsliv. Mere frihed til at tage lange ferier, mere fleksibilitet til børnefamlielivet. Ikke rustet til omvæltningen fordi den opretholder statuts quo. Hvornår har vi sidst set de helt store samfundsvide træk? Kortere arbejdsuger fx, ret til hjemmearbejde eller lign. Der bliver selvfølgelig stadig forhandlet overenskomster osv, men fagbevægelsen er blevet en jura institution frem for en samfundsbevægelse.
Jeg tror det næste store træk skal være demokratisk ejede og ledte virksomheder. I dem kan vi selv vælge om halvdelen af os skal fyres til fordel for AI agenter. Vi kan selv vælge hvornår vi tager fri, hvor meget vi vil have i løn osv, osv. Hvis de røde fagforeninger igen vil vinde fodfæste kan status quo ikke være løsningen, der skal en ny revolution til, noget der kan fænge en befolkning.
Mange ville nok pege på Clever eller Coop, der på hver sin måde har rod i bundlinjen og sige, at det er pga den kooperative form. Men jeg kan også pege på masser af klassiske topstyrede virksomheder der bløder og jeg er nok i bund og grund mere interesseret i SMV-skalaen for denne type af virksomhedsform. Tag en virksomhed som Analyse&Tal, der brillierer med et flot gennemsnit for anciennitet og har slået knopskydninger på få år. Eller Fællestegnestuen, et kooperativt initiativ der er under opsejling i København, der vil samle de mange desillusionerede mennesker der er gået selvstændigt for at komme væk fra virksomheder der ikke lever op til sine grønne armbevægelser. SMV’er vil også kun blive mere udbredte i fremtiden er min vurdering. Folk savner mening og autenticitet og intet er mindre autentisk end en virksomhed med over 1.000 ansatte.
Det er jo socialisme i den enkleste form, at arbejderen ejer produktionsmidlerne, og fagbevægelsen kom da også ud af socialistiske strømninger. Så hvorfor ikke være tro mod tradition og træde de næste, modige skridt imod en verden, hvor vi ikke bare forhandler med den økonomiske elite om hvilken vej vi skal køre, men faktisk tager rattet selv for en gangs skyld.
